***
Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab holder Forskningspolitisk Årsmøde d. 22. januar 2009 (se artiklerne nedenfor). Se også hvidbogen:- Peter Harder, Carl Bache, Mogens Flensted-Jensen, Lene Koch, Søren-Peter Olesen & Kaj Sand-Jensen (2009): Kvalitet og styring i fremtidens universiteter: Ejerskab, ledelseskultur og de faktiske følger af universitetsloven (januar 2009). Udgivet af Forskningspolitisk Udvalg i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab (et debatoplæg til Forskningspolitisk Årsmøde den 22. jan., 2009). (pdf her; arkivets kopi; andre publ. hos Selskabet her).
***
Politiken d. 22. jan., 2009 (2. sekt. s. 9)Debat: Forskning: Skarp advarsel fra Videnskabernes Selskab
Af Kjeld Hansen , Journalist
De danske universiteter bør sige nej til ministre, der forsøger at købe sig til bestemte vurderinger i faglige redegørelser. Universiteterne bør helt afvise at yde forskningsbaseret rådgivning, når det er åbenlyst, at rådgivningen skal bruges til at legitimere bestemte politiske ideologier eller erhvervsøkonomiske særinteresser, eller når vurderingerne står i direkte forbindelse med allerede offentliggjorte politiske forslag.
Disse dramatiske krav rejses af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab (KDVS) i et skriftligt oplæg til selskabets forskningspolitiske årsmøde 2009, der finder sted i København i dag. KDVS mener, at universitetsforskerne er ved at sætte deres faglige integritet over styr, fordi de accepterer et skjult parløb med politikerne. KDVS afviser ikke, at politikere kan have deres egne ekspertrådgivere, men disse bør være åbent placeret som en del af det politiske system.
Kritikken er især rettet mod den forskningsbaserede rådgivning, som Miljøministeriet og Fødevareministeriet køber af forskere på universiteterne. Ofte er der hverken tale om uafhængig eller fagligt dækkende rådgivning, hævder KVDS, fordi der konsekvent udelades fakta, når disse ikke passer med myndighedernes krav.
I oplægget til selskabets forskningspolitiske årsmøde gennemgås to konkrete sager fra det seneste år. I begge beskyldes Fødevareministeriet for at have købt sig til redegørelser, der skulle bruges til at legitimere ministeriets politiske beslutninger.
De to konkrete sager drejer sig om miljøvurderingerne i forbindelse med muslingefiskeri i Limfjorden og med braklægningsdirektivet. De to sager har det til fælles, at det på forhånd var klart, hvilke vurderinger der var ønsket af erhvervene, og det var også klart tilkendegivet, at fødevareminister Eva Kjer Hansen støttede både en ophævelse af braklægningen og af forbuddet mod muslingefiskeriet.
Rådgivningen blev ydet af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) på Aarhus Universitet og af Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) på Danmarks Tekniske Universitet. Indtil for få år siden var begge sektorforskningsinstitutter, der havde hjemme i Miljøministeriet og Fødevareministeriet.
Altovervejende henter de dog fortsat deres bevillinger fra ministerierne, selv om begge i dag er integreret i de to uafhængige universiteter.
Ifølge KVDS-oplægget blev resultatet i de to sager en forskningsbaseret rådgivning, der ikke kan karakteriseres som en »uafhængig og dækkende faglig vurdering«. Begge vurderinger viste sig at have en karakter, der gjorde det muligt for Fødevareministeriet at forsvare en tilladelse til at genoptage muslingefiskeriet i Limfjorden og til at ophæve brakpligten. For fagfolk var der tale om vurderinger, der manglede både fagligt overblik og dybde i analysen.
Begge redegørelser blev kritiseret ganske kraftigt både i forskerkredse og i offentligheden. Kritikken var så vedholdende, at Miljøministeriet måtte give lederen af det nordjyske Miljøcenter Nord direkte mundkurv på i form af en tjenstlig ordre for at stoppe de lokale fagfolks protester mod muslingefiskeriets miljøeffekter. Selve fiskeriet fik lov til at fortsætte.
I tilfældet med braklægningen viste det sig, at DMU-vurderingen, der var foretaget på ganske få døgn, var alt for optimistisk. Fejlvurderingen var så markant, at forskerne bag rapporten nogle måneder senere følte sig tvunget til at udsende en dramatisk ændret vurdering med et langt mere pessimistisk skøn over konsekvenserne. Da havde deres første rapport imidlertid tjent sit formål som legitimering af den omfattende brakoppløjning, der fandt sted i foråret 2008.
Medlemmerne af Forskningspolitisk Udvalg under KDVS, der alle er professorer ved universiteterne, ser med meget stor alvor på den tendens, som de to sager hævdes at være udtryk for.
De mener, at universiteterne ødelægger deres egen og forskernes troværdighed, når uafhængige forskere gang på gang siger ja til at yde betalt rådgivning på de bevilgende myndigheders præmisser. Forskernes frie adgang til at sikre offentligheden den bedst tænkelige information om alle spørgsmål af offentlig interesse går alt for ofte tabt, når opgavernes sigte er klart politisk.
***
Berlingske Tidende d. 22. jan., 2009 (1. sekt. s. 8)Forskere vil af med stram forskningslov
Det traditionsrige og fornemme Videnskabernes Selskab vil have universitetsloven ændret, således at forskerne selv får lov til at bestemme, hvad de vil forske i. Ifølge selskabet er det nødvendigt at ændre loven for at sikre dansk forskning på længere sigt.
Af Jens Ejsing
Slip forskerne fri og lad dem forske frit.
Sådan lyder meldingen til videnskabsminister Helge Sander (V) fra Videnskabernes Selskab, der i dag afholder forskningspolitisk årsmøde.
Selskabet vil bruge årsmødet til at opfordre ministeren til at ændre den meget omdiskuterede universitetslov fra 2003, således at det i højere grad bliver op til forskerne selv at bestemme, hvad de vil forske i.
Selskabet kommer i en ny hvidbog [se øverst (red.)] med sit bud på ændringer af universitetsloven. Dermed melder en af de mest traditionsrige og fornemme institutioner i dansk videnskab sig i debatten om loven, der vil blive evalueret senere i år.
Ifølge formanden for selskabets forskningspolitiske udvalg, professor Peter Harder fra Københavns Universitet, er der på grund af loven for meget topstyring og en tilstand »som i landene bag det gamle jerntæppe« på universiteterne.
Det betyder ifølge Peter Harder, at der opstår et stigende pres for, at der bliver forsket i bestemte emner. Dermed er der risiko for, at »yngre forskere i stigende grad vil rette ind efter ledernes strategier i stedet for at følge egne ideer«, fordi de er bange for ikke at blive fastansat eller ikke få deres kontrakter fornyet.
Helt konkret foreslår selskabet derfor, at den såkaldte instruktionsbeføjelse bliver slettet fra loven.
»Hvis vi vil sikre dansk grundforskning, er det vigtigt, at forskerne får lov til at bruge det meste af deres forskertid, der hvor deres ideer fører dem hen. Derfor skal instruktionsbeføjelsen væk, så forskerne ikke bliver presset til at forske i noget, andre vil have dem til at forske i,« siger Peter Harder, der er professor i engelsk:
»Men det betyder jo ikke, at forskerne bare skal flippe og gøre, som det passer dem. De skal forske inden for de områder, de er ansat til at forske i.«
System af bureaukrati
Han anerkender, at det kræver både tillid og kontrol at sikre, at forskerne så rent faktisk også bruger deres tid på at forske. Derfor anbefaler selskabet da også i hvidbogen, at der bliver indført det, der bliver kaldt slendrian-evalueringsplaner. De skal sørge for, at der bliver ført løbende kontrol med, om forskerne lever op til deres forpligtelser og stillingsbeskrivelser.
»Det er ret simpelt og meget mere simpelt end i dag, hvor et kæmpe system af evaluering, kontrol og bureaukrati præger universiteterne,« siger Peter Harder.
På samme måde vil Videnskabernes Selskab på mødet konfrontere Helge Sander med det, Peter Harder kalder »en negativ bivirkning af universitetsloven«.
»Der er opstået en tendens til, at specielt yngre forskere for en sikkerheds skyld, eller fordi de bliver beordret til det, tier stille med viden, der ellers har offentlig interesse,« siger han:
»Det skal ændres. Det skal tværtimod være sådan, at ledelser skal belønne medarbejdere, der udtaler sig offentligt i sager, som ledelser ikke vil have frem.«
Videnskabsminister Helge Sander oplyser til Berlingske Tidende, at han først vil kommentere anbefalingerne fra Videnskabernes Selskab i forbindelse med årsmødet.
ejs berlingske . dk
***
Universitetsreformen skal revideres, og det er tiltrængt. Det er afgørende, at forskningsfriheden atter kommer i centrum, og at vi slipper af med de tre B'er.Weekendavisen d. 23. jan., 2009 (1. sekt. s. 12) Debat: Kommentar:
Kronikken: Bureaukrati, bogholderi, bullshit
Kronikken: Bureaukrati, bogholderi, bullshit
Af:
Peter Harder professor, dr.phil., Engelsk Afdeling, KU,
Carl Bache, professor, dr.phil., Institut for Sprog og Kommunikation, Syddansk Universitet,
Mogens Flensted-Jensen, professor, dr.scient., direktionsmedlem, Det Biovidenskabelige Fakultet, KU,
Lene Koch, forskningsrådsprofessor, dr.phil., Institut for Folkesundhedsvidenskab, KU,
Kaj Sand-Jensen, professor, cand.scient., Biologisk Institut, KU og
Søren-Peter Olesen professor, dr.med. , Biomedicinsk Institut, KU.
Alle er medlemmer af Videnskabernes Selskabs Forskningspolitiske udvalg.
Regeringen valgte med den nye Universitetslov i 2003 en ledelsesmodel, der bringer tankerne hen på sovjetisk planøkonomi og stive femårsplaner. Resultatet er derfor også, at den adfærd, som man tidligere forbandt med Østeuropa, begynder at dukke op på universiteterne. Det er ikke et øjeblik for tidligt med det kommende, planlagte eftersyn af reformen.
De centrale problemer er kendt fra andre af tidens reformer og hedder brutalt sagt bureaukrati, bogholderi og bullshit (de tre B'er).
Der er nu indført et byzantinsk hierarki på universiteterne. For eksempel skal der løbende indgås strategiske aftaler først mellem universitet og ministerium, derpå mellem universitet og fakulteter, så mellem fakulteter og institutter - vel at mærke på tre områder samtidig: forsknings-, undervisnings- og formidlingsstrategier.
Foruden medarbejderne inddrager denne proces, hvis vi ser på forsknings-strategiaftalerne, også forskningsudvalg på institutterne og forskningslederne, der refererer til institutlederne, som skal forholde sig til forskningsudvalg på fakultetsniveau og prodekaner for forskning, der dog ikke kan beslutte noget uden at referere til dekanerne, som imidlertid er bundet af strategiske aftaler med universitetets ledelsesteam under forsæde af prorektor og rektor.
Nogle steder går behandlingen af ph.d.-ansøgninger derfor i dag igennem fem led mod tidligere to.
Bogholderiet er vokset til en syndflod af kontrol- og evalueringsprocesser, som iværksættes af alle de højere hierarkiske niveauer. Det gælder blandt andet kontrakten med ministeriet og universitetsbestyrelsernes egne strategier. De forestås af rigsrevisionen og ministeriets løbende tilsyn samt de særlige evalueringer for globaliserings- og infrastrukturmidler.
Bogholderiets vokseværk er ikke mindst en konsekvens af, at regeringen er uvillig til at give universiteterne faste rammebevillinger, men foretrækker tidsafgrænsede særbevillinger, som man så vil kontrollere og evaluere brugen af.
Regeringen kræver også, at bevillingerne skal fordeles efter det antal forskningspoint, som forskerne optjener. For at opgøre antal forskningspoint har universiteterne måttet nedsætte udvalg, der løbende inddeler tidsskrifter på alle fagområder i fine og mindre fine. Det drejer sig om tusindvis af tidsskrifter, og det betyder, at der for tiden sidder 68 udvalg med 367 af landets fremmeste forskere, som i al fremtid skal bruge tid på at finpudse denne opgørelse.
Hvad angår det tredje B, så er det en af moderne lederes pligter at udtale sig om, hvor glimrende det går. Når forskerne selv ikke synes, det går specielt godt, er det med til at uddybe kløften mellem ledere og forskere. Ordet verdensklasse er ved at være slidt op. Og man glemmer, at inden denne glose blev gængs, blev Danmark i 1997 placeret som nummer fire på forskningens verdensrangliste i en uafhængig undersøgelse. Det var dengang, der ikke var andre, der bestemte over forskningen, end forskerne selv.
Problemerne stammer ikke kun fra lovens bogstav men især fra de markante ændringer i den såkaldte incitamentsstruktur, som reformen har skabt: det voksende felt af topstyrede, leder-igangsatte aktiviteter og kontrolmekanismer, der fra det politiske niveau siver ned gennem universitetets hierarkier, udløser en dukse-adfærd fra ledere og et begrænset antal medarbejdere, mens det ofte virker direkte nedbrydende for flertallet. Især to forhold truer engagementet. Det ene er ændringen fra en akademisk, selvstyrende iværksætterkultur til en lønmodtagerkultur. Det andet skyldes det store tids- og ressourceforbrug på de nye tiltag.
Mange forskere står over for et valg mellem Schylla og Charybdis. Enten går de ind i et tidsrøvende arbejde med at præge de topstyrede aktiviteter og derved opnå medindflydelse, eller også melder de sig mentalt ud og lader lederne bestemme. I det første tilfælde bruger man sin egen sparsomme tid for at sikre, at universitetet fungerer tåleligt. I det andet tilfælde enten mister man engagementet i arbejdspladsen, og bliver en ensom ulv, der ignorerer alt, hvad lederne har gang i, eller også indtager man en klassisk lønmodtagerrolle, gør hvad man får besked på og går hjem til tiden.
Selvfølgelig skal al ledelse ikke afskaffes, og selvfølgelig skal forskerne ikke lade hånt om alle krav fra samfundet - vi går ind for et både/og: universiteterne skal efterkomme konkrete samfundsønsker, og der skal være en handlekraftig ledelse, som kan styre et moderne universitet med dets mere komplicerede forpligtelser over for samfundet, herunder sikre incitamenter og høj arbejdsmoral blandt medarbejderne.
Men selve den kerneydelse, som grundforskningen leverer i form af ny viden, er ikke til at styre med den sovjetiske metode. Ralf Hemmingsen, rektor på Københavns Universitet, har givet det eksempel, at Roosevelt-administrationen i 1937 vedtog en række forskningspolitiske prioriteringer - men ramte uden om alle de væsentligste nybrud, der skete i de følgende tiår, herunder computeren og laser-teknologien.
En ny udgave af universitetsloven bør garantere, at forskere i normale universitetsstillinger selv får ret til at råde over størstedelen af deres forskningstid, ikke af hensyn til forskerne, men af hensyn til samfundet. Hvis ikke man genskaber sikkerheden for, at forskere kan få lov til at styre deres egen forskning, fjerner man den centrale, kvalitetsskabende faktor, der hidtil har placeret Danmark i verdenstoppen. Man fjerner også den bredde, der på lang sigt er nødvendig, ikke mindst for at have slagkraftig strategisk (politisk prioriteret) forskning.
På de eliteuniversiteter, vi skal måle os med, kunne ingen drømme om at blande sig i den enkeltes forskning. Nobelprismodtager Jens Christian Skou har sagt, at med de nuværende styringsprincipper var han næppe blevet længe nok ved med den forskning, han modtog prisen for. Han offentliggjorde sin første artikel om natrium-kalium-pumpen i 1957 og fik Nobelprisen i kemi i 1997.
Forskningsfrihed og fjernelse af unødvendigt bureaukrati er den bedste vej til nye gennembrud i forskningen.
Men hvis man afskaffer hele kontrolbureaukratiet, risikerer man så ikke at forskerne bare læner sig tilbage i stolen? Hvis dette er det afgørende punkt, foreslår vi, at man erstatter det med noget meget simplere, nemlig en slendrianpatrulje under rigsrevisionen, der kan dukke op på et antal institutter hvert år og tjekke, at alle trækker deres del af læsset. Myten om universitetsansættelse som billet til den evige hvile er så samfundsskadelig, at den ikke kan få lov til at stå i vejen for en fornuftig revision af loven.
At give forskerne frie hænder til at følge deres egne ideer inden for det område, de er ansat til at varetage, forudsætter, at universiteterne har solide rammebevillinger at planlægge efter. Det er i det perspektiv, man skal se de aktuelle problemer på Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, hvor der skal spares 45 millioner kroner.
Universiteterne får på papiret flere penge end tidligere, men udviklingen inden for ledelse og administration har lagt beslag på en stadig større del. Ansatte ved Det Naturvidenskabelige Fakultet har udregnet, at lønudgifterne til fakultetssekretariatet siden universitetsreformen i 2003 er vokset fra ti millioner kroner til 41 millioner om året. Ifølge dekanen på Det Naturvidenskabelige Fakultet er fakultetet ikke ene om denne udvikling i lønudgifterne til administration - den foregår næsten overalt.
Igen med eksemplet fra Det Naturvidenskabelige Fakultet betyder hele den måde, budgetterne bliver skruet sammen på nu om stunder, at et mindre og uforudsigeligt skvulp i eksamensaktiviteten har medført, at et enkelt institut mister op mod 25 procent af sine videnskabelige medarbejdere.
Med universitetsreformen er det for mange blevet betydelig mindre attraktivt at være universitetsansat. Det er nu, hvor universitetsloven revideres, der skal handles for at hindre, at den fremherskende og helt unødvendige kontrolmentalitet får negative virkninger for niveauet i dansk forskning også på længere sigt!
***
Ingeniøren d. 23. jan., 2009 (1. sekt. s. 2 / 3), Ledende artikel:Danske forskere skaber et akademisk Sovjetunionen
Universiteterne er ved at blive ødelagt. Forskere kues i et planøkonomisk system, verden ikke har set siden sovjettiden. Den sandhedssøgende videnskab er ved at uddø til fordel for politisk styrede skønmalerier. Anderledes kan man ikke opfatte hovedpointerne i en hvidbog udgivet af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og netop præsenteret for videnskabsminister Helge Sander.
Anledningen er en påtænkt revision af universitetsloven, som blev indført i 2003. Og selv om de seks forfattere fra det fine selskab talrige gange i løbet af de 80 sider understreger, at hvidbogen er skrevet med respekt for politikernes tanker og ønsker og uden generel utilfredshed med lovens intentioner, så er der tale om en sønderlemmende kritik af den reform, der skulle bringe dansk forskning i verdenseliten.
Selskabet redegør for, at universitetsloven i praksis demotiverer forskerne og flytter forskningsfriheden væk fra den enkelte. Det beskrives, hvorledes indførelsen af en stærkt hierarkisk organisationskultur med ensrettede kommandoveje og masser af kontrol- og måleforanstaltninger forvandler universiteterne til tunge bureaukratier, der arbejder som ministerier hvor markant øgede forskningsbevillinger får universiteter til at konkurrere mod hinanden frem for at samarbejde og indvikles rundt i kasser og uigennemsigtige systemer, der kunne hive Kafka op af graven for at skrive en fortsættelse til Processen.
Forskerne mener, at styring med hyrdebreve og totalstrategier, der ensretter adfærd på alle niveauer, får universiteterne til at ligne et akademisk Sovjetunionen. I stedet tilbyder private og kommercielt drevne virksomheder videre rammer og egentlig forskerfrihed. Man får, hvad man måler.
I en situation, hvor universitetslovens effekter accelerer i takt med at konkurrencen om universitetsmidlerne forøges nu en tredjedel, i 2010 er det halvdelen, der skal konkurreres om er det på tide at ændre kurs i en kompliceret situation, hvor politikere og forskere taler forbi hinanden, mens befolkningen er koblet af: Skab rene linjer ved at trække sektorforskningen fri af universiteterne og send Rigsrevisionen på uanmeldt besøg på institutter for at sikre fornuftig brug af borgernes skattemidler. Eller mener vi virkelig at et politisk bureaukrati bringer os i den absolutte forskningselite?
j
***
Information d. 26. jan., 2009 (1. sekt. s. 12 - 13)[Se også omtalen af Jørgen Grønnegård Christensens oplæg om revision af universitetsloven på mødet i Videnskabernes Selskab her (red.)]
***
Ministeren til debat med landets klogeste hoveder
Forskningspolitik I: Det ligger fast, at universitetsloven skal revideres - men hvor meget og på hvilke områder, var der ikke enighed om ved Videnskabernes Selskabs forskningspolitiske årsmøde. Det afgørende stridspunkt er forskningsfriheden
af Kristian Villesen
Han står foran nogle af de klogeste hoveder fra landets universiteter i det flot udsmykkede 'Gamle Mødelokale' i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. I hånden har han det trykte debatoplæg til selskabets forskningspolitiske årsmøde. Det indeholder en 80 sider lang kritik af universitetsloven og flere af de øvrige politiske tiltag, som Helge Sander har stået bag i løbet af sine syv år som videnskabsminister.
Men Sander er en minister, der har sans for at sætte fokus på det positive.
"Jeg hæfter mig ved, at I på side to skriver, at der ikke er generel utilfredshed med universitetslovens intentioner," siger Helge Sander.
"Det er også positivt at se, at I på side fire anerkender, at samfundet har ret til at efterspørge bestemte ting af forskerne," siger han og fremhæver en sidste positiv ting på side 26.
Helge Sander forholder sig naturligvis også til kritikken. Blandt andet står der i oplægget, at den enkelte forskers frihed til selv at bestemme, hvad han vil forske i, er truet.
"Der skal ikke herske tvivl om, at både forskningsfriheden og ytringsfriheden skal eksistere på de danske universiteter. Og hvis I har eksempler på, at forskningsfriheden er truet, så vil jeg meget gerne høre dem. For så er det naturligvis noget, jeg som minister vil tage mig af. Jeg er her ikke kun for at lade milliarderne rulle," siger Helge Sander, som henviser til, at der de seneste år er kommet flere penge til forskningen. Flere i salen mener, at når universitetsloven i år skal revideres, så skal det skrives ind, at der er forskningsfrihed for den enkelte forsker - med loven fra 2003 kan institutlederne nemlig pålægge forskerne at forske i et bestemt emne.
"Som det er formuleret nu, så kan vores institutledere i princippet koste rundt med forskerne, som de vil," siger Mogens Flensted-Jensen fra Københavns Universitet og tilføjer:
"Hvis der stod, at den enkelte forsker havde forskningsfrihed, så ville ledelserne være forpligtede til at prioritere det."
Ministeren gentager sin appel om at komme med konkrete eksempler på, at forskningsfriheden er truet:
"Nogle gange virker det, som om I er mere bange for skyggen end for virkeligheden," siger Helge Sander.
Noget rod
Jørgen Grønnegaard Christensen, der er professor i offentlig administration på Aarhus Universitet, holder et oplæg, hvor han kritiserer universitetsloven for at blande to styringsformer sammen, fordi man både vil uddele ansvar til universiteternes ledelser, men samtidig detailstyre på en lang række områder. Han konkluderer, at to af Sanders store tiltag, nemlig de udviklingskontrakter, som bestyrelserne laver med ministeren, og den nye akkrediteringsinstitution, som skal godkende alle uddannelser, begge skal droppes eller i hvert fald laves om.
"Den form for detailstyring rimer ikke på princippet om selveje. Desuden går der rigtig mange timer med både udviklingskontrakterne og akkrediteringen," siger han.
Jørgen Grønnegaard Christensen langer også ud efter teksten i loven, som giver ledelsen ret til at pålægge medarbejderne bestemte opgaver.
"Når det giver anledning til kritik, så er det fordi, det strider med forskningsverdenens traditioner for frihed," siger han.
"Sander efterlyser eksempler på, at det er gået galt. Men hvis ministeren er enig i, at forskningsfriheden er vigtig, hvorfor så ikke slå fast, at alle forskere - uanset rang - har fuld forskningsfrihed. Så undgår man de her spekulationer."
Jens Rostrup-Nielsen, der er direktør for 'special projects' for Haldor Topsøe, støtter ytringerne om, at både universiteterne og forskerne skal have mere frihed, end de har i dag.
"Når man er leder for kreative mennesker, skal man give dem frihed. Det har vi lært for længe siden i erhvervslivet," siger han.
Det positive
Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti slutter mødet af med et længere stand-up-show, hvor han både langer ud efter '68-generationens universitetsopfattelse og nutidens mere markedsorienterede syn på universiteterne.
"Vi er gået fra projekt-mageri til profit-mageri," siger Langballe, som til selskabets store morskab laver sjov med ministerens slogans: "Fra tanke til faktura" og "Universiteter i verdensklasse".
Helge Sander får dog det sidste ord:
"Det er nemt at latterliggøre 'fra tanke til faktura'. Men hvis ikke vi havde kunnet sandsynliggøre, at forskningen ruster os til den globaliserede verden, så havde vi næppe fået øget forskningsbudgettet fra 13 til 19 milliarder i løbet af de seneste år," siger Helge Sander.
Og så slutter han af med at takke for en god debat og de mange positive indlæg:
"Jeg synes, det er væsentligt, at der er en grundlæggende anerkendelse af universitetsloven og af de milliardinvesteringer, der de seneste år er kommet på området. Og at der er en forståelse for, at vi som politikere af og til er nødt til at gå ind og prioritere," siger videnskabsministeren.
ville @ information . dk
Billedtekst: Helge Sander fokuserede på det positive, da han gæstede Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs forskningspolitiske årsmøde: -Jeg hæfter mig ved, at I på side to skriver, at der ikke er generel utilfredshed med universitetslovens intentioner-, sagde han bl.a. Foto: Anders Birch
***
Universitetsavisen d. 29. jan., 2009 (1. sekt. s. 2)Se også: Kristian Villesen: [Forskningspolitik II]: Professorer: Fjern den politiske forskning fra universiteterne, Inf. 26/1-2009.
***
FORSKERforum Nyt 27. januar 2009 http://www.forskeren.dk/?p=135
Presset Sander håner kritikere
”De kritikere af universitetsloven, som sætter dagsordenen, er jo et antal forskere, men der er mange andre, som er jublende lykkelige. Det er især de forskere, som bliver prioriteret i disse år, hvor forskningen tilføres masser af millioner og millarder. Så er der selvfølgelig nogle, som ikke bliver prioriteret. Og de finder på en masse bortforklaringer, og det er kritikken et bevis på …”
Sådan lød videnskabsminister Helge Sanders svada overfor sine kritikere – personificeret ved professor Peter Harder – da parterne stødte sammen i DRs DEADLINE i aftes (se her). En tydeligt irriteret minister måtte ty til hån af sine kritikere som forsmåede forskere, der bare ikke er dygtige nok til at få del i Regeringens lagkage.
Det var kulminationen på en ordveksling, som afslørede en minister, der er presset, efter at han i syv år har nøjedes med at kommunikere med toppen af universitetssystemet - bestyrelser og rektorer - der ikke har sagt ministeren imod. Men det er tydeligt, at ministeren er ude at svømme, når han bevæger sig ud i debat med det menige forskersamfund, for så afsløres en kulturkløft, hvor ministeren ikke forstår eller ikke vil anerkende frihedskravene i den universitetsverden, som han er minister for. Og han vil gøre alt for at forpurre en revision af universitetsloven.
Det fremgik af debatten, som var fremprovokeret af Videnskabernes Selskabs årsrapport, der kalder Sanders universitetsreform for ”et sovjetisk kontrolapparat: Bureaukrati, bogholderi og bullshit”. Professor Peter Harder argumenterede for et krav om, at lovens kommandostruktur – institutlederens ’instruktionsbeføjelse’ – må væk, for den er skadelig for et frit akademisk forskningsmiljø.
Helge Sander henviste helt formelt til lovens bogstav: ”Ytringsfriheden er sikret i grundloven. Forskningsfriheden i universitetslovens tekst. Jeg kan ikke gøre andet end at skrive det i loven. Kom med eksempler på, at det ikke overholdes”, svarede ministeren, og så blev han personlig: ”Det er typisk for Peter Harder og kompagni. Peter Harder kan ikke lide ledelse”
Peter Harder: ”Jeg har ikke noget imod ledelse. Ledelse kan være godt. Men for at der skal være forskningsfrihed skal der være et rum, hvor ledelsen ikke kan bestemme. Instruktionsbeføjelsen betyder, at der ikke er forskningsfrihed. Men der er jo ikke åbenbare eksempler, for lederne er jo ikke så dumme, at de udsteder militære kommandoer; det sker på en mere snigende måde. Og bare truslen om, at lederen kan pålægge, er en indskrænkning af friheden …”
Og det var så her, at Sander følte sig så meget på udebane, at han tyede til at mistænkeliggøre og håne sine kritikere.
Presset Sander håner kritikere
”De kritikere af universitetsloven, som sætter dagsordenen, er jo et antal forskere, men der er mange andre, som er jublende lykkelige. Det er især de forskere, som bliver prioriteret i disse år, hvor forskningen tilføres masser af millioner og millarder. Så er der selvfølgelig nogle, som ikke bliver prioriteret. Og de finder på en masse bortforklaringer, og det er kritikken et bevis på …”
Sådan lød videnskabsminister Helge Sanders svada overfor sine kritikere – personificeret ved professor Peter Harder – da parterne stødte sammen i DRs DEADLINE i aftes (se her). En tydeligt irriteret minister måtte ty til hån af sine kritikere som forsmåede forskere, der bare ikke er dygtige nok til at få del i Regeringens lagkage.
Det var kulminationen på en ordveksling, som afslørede en minister, der er presset, efter at han i syv år har nøjedes med at kommunikere med toppen af universitetssystemet - bestyrelser og rektorer - der ikke har sagt ministeren imod. Men det er tydeligt, at ministeren er ude at svømme, når han bevæger sig ud i debat med det menige forskersamfund, for så afsløres en kulturkløft, hvor ministeren ikke forstår eller ikke vil anerkende frihedskravene i den universitetsverden, som han er minister for. Og han vil gøre alt for at forpurre en revision af universitetsloven.
Det fremgik af debatten, som var fremprovokeret af Videnskabernes Selskabs årsrapport, der kalder Sanders universitetsreform for ”et sovjetisk kontrolapparat: Bureaukrati, bogholderi og bullshit”. Professor Peter Harder argumenterede for et krav om, at lovens kommandostruktur – institutlederens ’instruktionsbeføjelse’ – må væk, for den er skadelig for et frit akademisk forskningsmiljø.
Helge Sander henviste helt formelt til lovens bogstav: ”Ytringsfriheden er sikret i grundloven. Forskningsfriheden i universitetslovens tekst. Jeg kan ikke gøre andet end at skrive det i loven. Kom med eksempler på, at det ikke overholdes”, svarede ministeren, og så blev han personlig: ”Det er typisk for Peter Harder og kompagni. Peter Harder kan ikke lide ledelse”
Peter Harder: ”Jeg har ikke noget imod ledelse. Ledelse kan være godt. Men for at der skal være forskningsfrihed skal der være et rum, hvor ledelsen ikke kan bestemme. Instruktionsbeføjelsen betyder, at der ikke er forskningsfrihed. Men der er jo ikke åbenbare eksempler, for lederne er jo ikke så dumme, at de udsteder militære kommandoer; det sker på en mere snigende måde. Og bare truslen om, at lederen kan pålægge, er en indskrænkning af friheden …”
Og det var så her, at Sander følte sig så meget på udebane, at han tyede til at mistænkeliggøre og håne sine kritikere.
***
Universitetsloven: Sander til professormøde
Universitetsloven skal evalueres, men om den individuelle forskningsfrihed skal indskrives i loven, er et åbent spørgsmål. Videnskabsministeren vil ikke uden videre følge opfordringen fra landets professor-elite i Videnskabernes Selskab
Af Julie Caspersen
Torsdag den 22. januar er der stuvende fyldt i de lysekronebeklædte gemakker ud til H.C. Andersens Boulevard. Det Kongelige Danske Videnskabers Selskab har indkaldt til forskningspolitisk årsmøde, og den forestående evaluering af universitetsloven er programmets eneste omdrejningspunkt. Forud for mødet har selskabet offentliggjort en 75 sider lang hvidbog der kommer med markante bud på hvordan universitetsloven fra 2003 bør forbedres. Den varme kartoffel er 'forskningsfrihed '. Et af hvidbogens forslag går ud på at ændre udformningen af paragraf 17 stk. 2. så institutledere ikke længere med loven som hjemmel »kan pålægge medarbejdere at løse bestemte opgaver«. Instruktionsbeføjelsen skal væk så forskeren kan bruge sin kreativitet på egne idéer. Det vil ifølge professorerne der har skrevet hvidbogen, gavne målet som er at skabe resultater brugbare for samfundet.
Positiv Sander
»Jeg har noteret mig tre ting,« indleder Helge Sander der som videnskabsminister er den første der får ordet.
Han står med det kritiske debatoplæg udarbejdet af nogle af landets klogeste hoveder i hånden, og selvom Sander har en fortid som journalist og nok skulle været trænet i at finde sprækkerne, vælger han at »fokusere på det positive«:
»Jeg hæfter mig ved at I på side to skriver at der ikke er nogen generel utilfredshed med universitetslovens intentioner (større beslutningskraft, større lydhørhed over for samfundets ønsker og større gennemskuelighed med henblik på opfyldelse af opstillede mål, red.). For det andet er det glædeligt at I anerkender at samfundet har lov til at efterspørge bestemte ting af forskeren.«
Som det sidste nævner Sander et afsnit om overheadtakster på side 26 der også skal styrke forskningsfriheden. Han kalder hvidbogen »nyttig« og et »positivt indlæg« selvom han ikke nødvendigvis er enig i konklusionerne. Men - fastslår han - der må ikke herske tvivl om at han bakker op om forskningsfriheden.
Og det er måske meget godt at begynde der hvor parterne kan mødes, for når det kommer til en ændring af den lovformulering som Videnskabernes Selskab forslår, og som vil slå fast at forskere ikke kan pålægges bestemte opgaver, så skilles vandene.
Carl Bache fra Syddansk Universitet spørger Sander hvorfor man ikke kan ændre paragraf 17 i universitetsloven så ingen institutleder kan pålægge en forsker at løse en bestemt opgave når alle parter nu anerkender forskningsfrihedens vigtighed.
Helge Sander svarer at han stadig vil se konkrete eksempler på at den nuværende lov er hæmmende før han finder det nødvendigt at ændre ordlyden i loven.
Rod i administrationen
Jørgen Grønnegaard Christensen der er professor i offentlig administation på Aarhus Universitet, får ordet efter Sander. Han påpeger at det grundlæggende problem ved universitetsloven er at den sammenblander to måder at styre en institution på.
På den ene side har universiteterne selveje og lægger så vidt økonomisk muligt langsigtede strategier fordi stabilitet er det der bekommer forskningverdenen bedst. På den anden side er man fra politisk side udsat for detailstyring på en lang række områder, og bliver derfor tvunget til at lave kortsigtede strategier og budgetter.
Jørgen Grønnegaard Christensen understreger at den nuværende måde at finansiere universiteterne på undergraver universitetslovens intention om at skabe større beslutningskraft fordi bevillingssystemet lægger magten decentralt ud til dekanerne og den øvrige forvaltning og ikke hos bestyrelsen - som han desuden mener er for langt væk fra det den skal lede.
I samme åndedrag langer Jørgen Grønnegaard Christensen ud efter udviklingskontrakterne, akkrediteringssystemet og den formulering i loven som giver lederne ret til at pålægge medarbejderne bestemte opgaver.
»Når det giver anledning til kritik, så er det fordi at det strider mod forskningsverdenens traditioner for frihed,« siger han.
Jens Rostrup-Nielsen, der er direktør for 'special projects' for Haldor Topsøe, holder et oplæg med titlen Skal det nytte? Han er enig i at forskerne skal have kreativt albuerum for at kunne gøre det som de er bedst til. Han understreger at der er en skarp kontrast mellem politikerne der har tendens til at tænke kortsigtet, og forskerne der dermed må tænke strategisk fordi de arbejder langsigtet.
»Det er det der gør tilværelsen interessant og absurd,« siger han og får tilhørene til at grine.
Jens Rostrup-Nielsen fastslår at det bedste man kan tilbyde erhvervslivet ikke er resultater, men derimod mulighed for at ansatte kandidater der er blevet undervist af grænsebrydende forskning. Hos Haldor Topsøe har forskerne kontrakt på at de må bruge 15 procent af deres tid på at gøre som de har lyst til. Det har vist sig at give de bedste resultater, og eksemplet lægger op til en af Jens Rostrup-Nielsens væsentligste pointer som er at strategisk forskning sagtens kan være grundforskning: »Skal det nytte? Ja, men ikke nødvendigvis på kort sigt,« afslutter han.
Aftenens bedste grin
Efter det oplæg er der varmet op til aftenens festtaler. Uddannelsesordfører fra Dansk Folkeparti Jesper Langballe gennemgår universiteternes historie fra 68-generationen og op til i dag. En udvikling han sammenfatter under overskriften »fra projektmageri til profitmageri«. I den henseende lægger hans kritik sig i forlængelse af et af hvidbogens synspunkter: Der er ingen gode gamle dage vi skal tilbage til.
Langballe kritiserer at det kun er den anvendte forskning der interesserer den nuværende regering, og ikke den forskning der udvider menneskets erkendelse.
»Da H.C. Ørsted en aften i foråret 1820 gik ind i sit universitetsauditorium, sagde han ikke til sine studerende: I dag vil jeg opdage elektromagnetismen, og så kan I ellers bande på at der vil komme gang i samfundets hjul,« siger han og inkasserer høje latterbrøl.
»Forskning skal ikke skabe verden, men undersøge den verden som er skabt på forhånd,« fastslår han og tager afstand fra den udvikling der har været i måden forskningen finansieres på:
»Basismidler er forskningens vækstlag. Og universitetsfolk bør beskæftige sig med det de kan - at forske og undervise - og ikke spurte om kap fra Herodes til Pilatus efter nogle pengekasser.«
Jesper Langballe kalder det nuværende universitetsideal der fordrer effektivitet for enhver pris, og som måler undervisningens effektivitet på hvor mange kandidater, der årligt klemmes ud af pølsefabrikken for slet og ret organiseret åndløshed.
Ikke et spørgsmål om hvad men hvordan
Før mødet ophæves, ligner Helge Sander en mand der mest af alt har lyst til at glemme at han er - Helge Sander. Men det ligger i luften at han bør sige et par afsluttende ord. Så det gør han. De handler om et besøg på et universitet i Kina, om den store fordelingslagkage hvor vi skal huske at børnehaverne og sygehusene jo også skal have sin del af skattekronerne og at forskningen derfor bliver nødt til at komme med resultater for at være finansieringsværdig.
Nå ja, og forskningsfrihed . Det skal vi selvfølgelig have, men Sander afslutter med at »det er altså vigtigt at vise resultater«.
Hvilket virker mærkeligt, for det har der sådan set været enighed om under hele mødet. De allerførste linjer i hvidbogen fra Videnskabernes Selskab starter med at fastslå at forskningen skal gavne samfundet. Spørgsmålet forbliver efter mødets afslutning derfor stadig hvordan.
jca @ adm. ku. dk
Billedtekst: KRITIK - Danmarks professorelite fremsatte under det årlige møde i Videnskabernes Selskab en markant kritik af universitetsloven. Helge Sander vil se konkrete eksempler før noget bliver ændret.FRI FORSKNING - Helge Sander bedyrer at han bakker op om forskningsfriheden. Alligevel vil han ikke fastslå den ved lov selvom landets professorer anbefaler det på det kraftigste.
***
Magisterbladet d. 30. jan., 2009 (nr. 2), 1. sekt. s.6-7.
Sander: " Jamen, Peter Harder, det kan ikke være rigtigt, at du sidder og ryster på hovedet hele tiden"
Hvad bliver der sagt, når landets fremmeste forskere og videnskabsministeren krydser klinger om forskningsfriheden på de danske universiteter? Magisterbladet bringer her et forkortet uddrag af en optændt ordveksling på Det Kongelige Videnskabernes Selskabs forskningspolitiske årsmøde.
Af Thomas Bøttcher · tb @ dm . dk foto: Jacob Karlsen
" Vi mener, at vi har en fælles sag med ministeren".
Medlemmerne af Det Kongelige Videnskabernes Selskab havde på forhånd brugt en god portion diplomatisk snilde og politisk realitetssans i forsøget på at bevæge Helge Sanders anskuelse på et punkt, der i syv år har delt forskere og minister som ild og vand: den enkelte forskers forskningsfrihed på de danske universiteter.
I mødeoplægget - en 70 sider lang hvidbog om tilstanden på de danske universiteter - havde Selskabet argumenteret imod at vende tilbage til gamle dages kollegiale styre og oven i købet talt varmt for strategisk forsknings samfundsnytte. Faktisk var netop de langsigtede mulighedsbetingelser for at drive strategisk forskning et hovedargument i forsøget på at overbevise Helge Sander om nødvendigheden af at indføre en mere tydelig lovmæssig sikring af den enkeltes forskningsfrihed .
Selskabet - og store dele af den danske forskningsverden - ønsker en opblødning af en forkætret paragraf i universitetsloven, der giver institutledelsen ret til at pålægge forskeren bestemte opgaver - i princippet i hele forskerens arbejdstid. Selskabet foreslår i stedet for, at det kun skal kunne ske i begrænset omfang.
Under debatten pegede medlem af Selskabet professor Carl Bache på, at formuleringen bør indføres, fordi den kraftige lokalstrategiske opprioritering på universiteterne risikerer at lede til en indsnævring af bredden og diversiteten i dansk forskning.
Dette udgør en trussel mod fremtidens mulighed for at drive strategisk forskning.
Carl Bache (CB): Vil du derfor medvirke til en sådan lovmæssig sikring?
Helge Sander (HS): Jeg har hørt det her nogle gange, og i hvidbogen formulerer I det mere præcist, men stadigvæk vil jeg spørge: Er der et eksempel, hvor loven er overtrådt? For vi har jo meget klart defineret forskningsfriheden i loven.
CB: Problemet er, at hvis man konkurrenceudsætter basismidler, så vil der være et meget kraftigt incitament på institutionerne for at foretage en meget stram lokalstrategisk prioritering af fagområder. For år tilbage skulle jeg fx kæmpe for at undgå en beslutning om, at der kun skulle gives rejsemidler til konferencer i udlandet til folk, der arbejdede inden for udvalgte prioriteringsområder. Hvis vi er så enige om forskningsfrihedens betydning, så har jeg svært ved at se, hvad problemet skulle være med, at der faktisk sker en indføjning i universitetsloven ? HS: Men det kan jeg. Jeg kunne ikke drømme om at blande mig i, hvem der skal rejse til hvilke konferencer.
CB: Men det er heller ikke det..
HS: Nej, nej, men det handler jo om det samme. Jeg kunne ikke drømme om at blande mig i, hvordan midlerne fordeles.
Jeg kan se, at der i pressen fokuseres meget på de strategiske midler, og det er meget naturligt, for det er nyt og måske også lettere at skrive om i relation til fx klimadebatten. Men jeg kan også med stor tilfredshed se, at midlerne til fri forskning er steget med 250 mio. kr. de sidste tre år. Jeg vil ikke gå ind og blande mig i den interne ledelse på universiteterne.
CB: Jeg vil bare kort sige, at det, vi peger på, jo er noget, der kan gå galt, og jeg vil nødig have, at der skal komme lig på bordet .
HS: Det vil jeg gerne være med til at forhindre, hvis jeg kan det.
Sær juridisk logik
Professor Peter Harder ( PH) (formand for Selskabets forskningsudvalg): Du vil gerne have eksempler på, at loven er overtrådt. Men det er jo sådan set eksemplet, at der står i den paragraf, vi vil have afskaffet, at det er institutlederes ret at pålægge medarbejderen bestemte forskningsopgaver. Hvis han gør det, så overtræder han ikke loven. Så følger han den, sådan som jeg kan regne det ud. Og når du så siger, at du gerne vil have et eksempel, så er der den ejendommelighed, at det normalt ikke er sådan i juridisk argumentation, at man siger, at vi endelig må beholde den lov, fordi den aldrig bliver brugt. Det svarer til, at du siger, at i det øjeblik, I kan komme og påstå, at loven er blevet brugt, så vil jeg straks afskaffe den.
HS: Jeg er bare ikke så bekymret, når den ikke bliver brugt.
PH: Selvom du ikke er bekymret, kan du ikke fraskrive dig ansvaret for de ting, der sniger sig ind.
HS: Jeg bliver altså nødt til at sige, at jeg i syv år har lyttet til mørkemænd, der er bekymret ud over alle grænser. I bliver altså nødt til at være konkrete.
Professor Mogens Flensted-Jensen: Det, vi prøver at påpege, er, at lovens formulering om, at det er universitetet, der har forskningsfrihed, og ikke den enkelte, at det betyder, at forskerne kan kostes rundt. Men forskerne søger grænserne og fronterne for viden. Og hvis den søgen kan begrænses af, at de bliver pålagt nogle opgaver, så mister de jo forskningsfriheden.
I de fleste tilfælde, hvor det fungerer godt, og det gør det heldigvis mange steder, kommer det strategiske nedefra, og man opnår en enighed om det.
Eksempler, eksempler, eksempler
HS: Men jeg får aldrig rigtigt nogle eksempler på bordet, bortset fra at der er en vis bekymring. Man finder jo ud af det. Og det er jo ikke således, at man kan blive flyttet fra det ene fakultet til det andet. Jamen, Peter Haarder, det kan ikke være rigtigt, at du sidder og ryster på hovedet hele tiden. Du må komme med nogle forslag.
PH: Men HS: Jeg skal nok lige gøre mig færdig, det var bare for, at du kunne forberede dig på at være så præcis som muligt. Vi vil gerne se på det, men jeg synes, at den dagligdag, jeg får refereret nu er der mange, der sidder og ryster på hovedet rundt i lokalet, det er jeg glad for, for sådan oplever jeg det, og sådan håber jeg også, det er. Så det er lidt det her med, at nogle gange er man mere bange for skyggen end for virkeligheden, føler jeg.
PH: Der var nogen i forskningsverdenen, som på et tidspunkt på deres institution forslog noget, som de syntes var en god ide, og det var en så god ide, at de i en lang periode ønskede, at de aldrig nogen sinde var kommet på den, for det var i den grad klart, at ledelsen, hvis den havde turdet, ville havde kostet rundt med dem og bedt dem om at lægge de andre mindre interessante ting, de var i gang med, til side, men sådan endte det ikke .
HS: Nej sådan endte det ikke.
PH: Hvorfor vil du gerne bevare den mulighed? HS: Fordi jeg ikke vil blande mig i ledelsesretten.
Og der skete jo her det, som I alle sammen siger hver eneste gang: At det ikke skete, men at I var bange for det.
PH: Hvis Norge kan indføre en sådan paragraf, bare fordi de er bange, så kan jeg ikke se, hvorfor du ikke også kan gøre det.
HS: Jamen, jeg er ikke bange.
Billedtekst: Formanden for Det Kongelige Videnskabernes Selskabs forskningspolitiske udvalg, professor Peter Harder (th.), er før blevet irettesat af Helge Sander. Til selskabets årsmøde var det hans rysten på hovedet, der blev påtalt.
Sander: " Jamen, Peter Harder, det kan ikke være rigtigt, at du sidder og ryster på hovedet hele tiden"
Hvad bliver der sagt, når landets fremmeste forskere og videnskabsministeren krydser klinger om forskningsfriheden på de danske universiteter? Magisterbladet bringer her et forkortet uddrag af en optændt ordveksling på Det Kongelige Videnskabernes Selskabs forskningspolitiske årsmøde.
Af Thomas Bøttcher · tb @ dm . dk foto: Jacob Karlsen
" Vi mener, at vi har en fælles sag med ministeren".
Medlemmerne af Det Kongelige Videnskabernes Selskab havde på forhånd brugt en god portion diplomatisk snilde og politisk realitetssans i forsøget på at bevæge Helge Sanders anskuelse på et punkt, der i syv år har delt forskere og minister som ild og vand: den enkelte forskers forskningsfrihed på de danske universiteter.
I mødeoplægget - en 70 sider lang hvidbog om tilstanden på de danske universiteter - havde Selskabet argumenteret imod at vende tilbage til gamle dages kollegiale styre og oven i købet talt varmt for strategisk forsknings samfundsnytte. Faktisk var netop de langsigtede mulighedsbetingelser for at drive strategisk forskning et hovedargument i forsøget på at overbevise Helge Sander om nødvendigheden af at indføre en mere tydelig lovmæssig sikring af den enkeltes forskningsfrihed .
Selskabet - og store dele af den danske forskningsverden - ønsker en opblødning af en forkætret paragraf i universitetsloven, der giver institutledelsen ret til at pålægge forskeren bestemte opgaver - i princippet i hele forskerens arbejdstid. Selskabet foreslår i stedet for, at det kun skal kunne ske i begrænset omfang.
Under debatten pegede medlem af Selskabet professor Carl Bache på, at formuleringen bør indføres, fordi den kraftige lokalstrategiske opprioritering på universiteterne risikerer at lede til en indsnævring af bredden og diversiteten i dansk forskning.
Dette udgør en trussel mod fremtidens mulighed for at drive strategisk forskning.
Carl Bache (CB): Vil du derfor medvirke til en sådan lovmæssig sikring?
Helge Sander (HS): Jeg har hørt det her nogle gange, og i hvidbogen formulerer I det mere præcist, men stadigvæk vil jeg spørge: Er der et eksempel, hvor loven er overtrådt? For vi har jo meget klart defineret forskningsfriheden i loven.
CB: Problemet er, at hvis man konkurrenceudsætter basismidler, så vil der være et meget kraftigt incitament på institutionerne for at foretage en meget stram lokalstrategisk prioritering af fagområder. For år tilbage skulle jeg fx kæmpe for at undgå en beslutning om, at der kun skulle gives rejsemidler til konferencer i udlandet til folk, der arbejdede inden for udvalgte prioriteringsområder. Hvis vi er så enige om forskningsfrihedens betydning, så har jeg svært ved at se, hvad problemet skulle være med, at der faktisk sker en indføjning i universitetsloven ? HS: Men det kan jeg. Jeg kunne ikke drømme om at blande mig i, hvem der skal rejse til hvilke konferencer.
CB: Men det er heller ikke det..
HS: Nej, nej, men det handler jo om det samme. Jeg kunne ikke drømme om at blande mig i, hvordan midlerne fordeles.
Jeg kan se, at der i pressen fokuseres meget på de strategiske midler, og det er meget naturligt, for det er nyt og måske også lettere at skrive om i relation til fx klimadebatten. Men jeg kan også med stor tilfredshed se, at midlerne til fri forskning er steget med 250 mio. kr. de sidste tre år. Jeg vil ikke gå ind og blande mig i den interne ledelse på universiteterne.
CB: Jeg vil bare kort sige, at det, vi peger på, jo er noget, der kan gå galt, og jeg vil nødig have, at der skal komme lig på bordet .
HS: Det vil jeg gerne være med til at forhindre, hvis jeg kan det.
Sær juridisk logik
Professor Peter Harder ( PH) (formand for Selskabets forskningsudvalg): Du vil gerne have eksempler på, at loven er overtrådt. Men det er jo sådan set eksemplet, at der står i den paragraf, vi vil have afskaffet, at det er institutlederes ret at pålægge medarbejderen bestemte forskningsopgaver. Hvis han gør det, så overtræder han ikke loven. Så følger han den, sådan som jeg kan regne det ud. Og når du så siger, at du gerne vil have et eksempel, så er der den ejendommelighed, at det normalt ikke er sådan i juridisk argumentation, at man siger, at vi endelig må beholde den lov, fordi den aldrig bliver brugt. Det svarer til, at du siger, at i det øjeblik, I kan komme og påstå, at loven er blevet brugt, så vil jeg straks afskaffe den.
HS: Jeg er bare ikke så bekymret, når den ikke bliver brugt.
PH: Selvom du ikke er bekymret, kan du ikke fraskrive dig ansvaret for de ting, der sniger sig ind.
HS: Jeg bliver altså nødt til at sige, at jeg i syv år har lyttet til mørkemænd, der er bekymret ud over alle grænser. I bliver altså nødt til at være konkrete.
Professor Mogens Flensted-Jensen: Det, vi prøver at påpege, er, at lovens formulering om, at det er universitetet, der har forskningsfrihed, og ikke den enkelte, at det betyder, at forskerne kan kostes rundt. Men forskerne søger grænserne og fronterne for viden. Og hvis den søgen kan begrænses af, at de bliver pålagt nogle opgaver, så mister de jo forskningsfriheden.
I de fleste tilfælde, hvor det fungerer godt, og det gør det heldigvis mange steder, kommer det strategiske nedefra, og man opnår en enighed om det.
Eksempler, eksempler, eksempler
HS: Men jeg får aldrig rigtigt nogle eksempler på bordet, bortset fra at der er en vis bekymring. Man finder jo ud af det. Og det er jo ikke således, at man kan blive flyttet fra det ene fakultet til det andet. Jamen, Peter Haarder, det kan ikke være rigtigt, at du sidder og ryster på hovedet hele tiden. Du må komme med nogle forslag.
PH: Men HS: Jeg skal nok lige gøre mig færdig, det var bare for, at du kunne forberede dig på at være så præcis som muligt. Vi vil gerne se på det, men jeg synes, at den dagligdag, jeg får refereret nu er der mange, der sidder og ryster på hovedet rundt i lokalet, det er jeg glad for, for sådan oplever jeg det, og sådan håber jeg også, det er. Så det er lidt det her med, at nogle gange er man mere bange for skyggen end for virkeligheden, føler jeg.
PH: Der var nogen i forskningsverdenen, som på et tidspunkt på deres institution forslog noget, som de syntes var en god ide, og det var en så god ide, at de i en lang periode ønskede, at de aldrig nogen sinde var kommet på den, for det var i den grad klart, at ledelsen, hvis den havde turdet, ville havde kostet rundt med dem og bedt dem om at lægge de andre mindre interessante ting, de var i gang med, til side, men sådan endte det ikke .
HS: Nej sådan endte det ikke.
PH: Hvorfor vil du gerne bevare den mulighed? HS: Fordi jeg ikke vil blande mig i ledelsesretten.
Og der skete jo her det, som I alle sammen siger hver eneste gang: At det ikke skete, men at I var bange for det.
PH: Hvis Norge kan indføre en sådan paragraf, bare fordi de er bange, så kan jeg ikke se, hvorfor du ikke også kan gøre det.
HS: Jamen, jeg er ikke bange.
Billedtekst: Formanden for Det Kongelige Videnskabernes Selskabs forskningspolitiske udvalg, professor Peter Harder (th.), er før blevet irettesat af Helge Sander. Til selskabets årsmøde var det hans rysten på hovedet, der blev påtalt.
***
Peter Harder, Carl Bache, Mogens Flensted-Jensen, Lene Koch, Søren Peter Olesen, Kaj Sand-Jensen: Forskning skal ikke gøre ledelsen glad, Universitetsavisen 12/2-2009.
***
0 comments:
Post a Comment