Det gamle og det nye kvalitets-sikringssystem
set i lyset af tankerne om et "videnssamfund".
Et oplæg afholdt til arrangementet "Efter Universitetslovens sammenbrud" på Forskningens Døgn, d. 25. april, 2008 (aud. A., Niels Bohr Institutet, København).
Indhold:
1. Indledende om kvalitetssikring og filosofi - HHK
2. Filosofi og videnskab, system og teori – fornuftens rolle
3. Videnskabsteori, teori om videnskab og Dansk Industri
4. Produktion af viden, kvalitetssikring og universitetet
5. Viden, videnskab og forskellig gyldighed
6. Kvalitetssikring gennem universitetets selvstyre
Tak til Claus Emmeche for invitationen, for initiativet og for arbejdet med bloggen Forskningsfrihed, som er et af de vigtige fora for forskeres diskussion af forskningens vilkår i dagens Danmark. I denne branche siger man ofte, at man er beæret over en indbydelse, og i dette tilfælde, ja, så må jeg i al ydmyghed sige, at jo, det er jeg faktisk. Det er Forskningens døgn, jeg står her ved Niels Bohrs gamle tavle og præsidenten for Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab, stiftet i 1742 har netop talt.
Claus har bedt mig tale om det nye kvalitetssikringssystem for forskning set i lyset af både det gamle kvalitetssikringssystem og tankerne om et "videnssamfund".
Min forskningsmæssige baggrund for at udtale mig i denne forbindelse er flere års filosofiske studier af og refleksioner over begrebet ’viden’. Det har resulteret i diverse oplæg og skrifter, ligesom jeg i 7-8 år havde et større obligatorisk bachelor kursus om netop ’Viden’. Den mere specifikke baggrund for dagens oplæg var færdiggørelsen af et længere arbejdspapir sidste år, hvor jeg havde stor glæde af Claus’ rettelser og forslag til forbedringer. Dette arbejdspapir udsprang af et oplæg, jeg holdt på Dansk Filosofisk Selskabs Årsmøde 2006 om filosofiens rolle i det moderne videnssamfund, og nogle af disse oplæg skal efter planen indgå i et temanummer om videnssamfundet i tidsskriftet Slagmark.
I det moderne videnssamfund bruges et ord som kvalitetssikring typisk i industrielle eller merkantile sammenhænge. Det hænger sammen med arbejdet i en moderne produktionsvirksomhed, hvor produktet er så kompliceret, og arbejdsprocesserne så mange, at man ikke kan have styr på dem alle, uden at det koster for meget. Når man taler om kvalitetssikring, ja, så drejer det sig om at sikre en tilstrækkelig kontrol med relevante produktionsprocesser, uden at det koster for mange penge. Som disciplin handler kvalitetssikring om at regne ud, hvordan man får mest mulig kvalitet for færrest mulige ressourcer. Og her er det så vigtigt at gøre sig klart, hvilken kvalitet man taler om. Er det konsument kvalitet eller producent kvalitet? For typisk kan en forbruger som konsument ikke vurdere kvaliteten lige så godt som en fagmand, altså en producent.
Når jeg som filosof overhovedet tænker med sådanne begreber, ja, så skyldes det uden tvivl, at det var på Handelshøjskolen i København, jeg var i de 7-8 år, hvor jeg havde det nævnte kursus om ’Viden’. Selvom jeg ikke selv beskæftigede mig med kvalitetssikring som akademisk eller teknisk disciplin, ja, så havde jeg kollegaer, der gjorde det, ligesom jeg havde kollegaer, der studerede emner, som i en eller anden forstand var relateret til ’viden’. Viden er nemlig i dag ikke primært forbundet med videnskabelige og filosofiske diskussioner af sandhed, mening, forståelse, erfaring mm., således som vi på universiteter har analyseret og diskuteret det i århundreder. I dagens samfund er det lykkedes at få os alle til at tale om samfundet som et ’videnssamfund’ og det på en ganske bestemt måde. Vi taler nemlig nu om ’produktion’ af viden, om ’innovation’, ’vidensarbejder’, ’vidensstyring’, ’vidensledelse’ etc. – og ofte endda med ord hentet fra forretningslivet eget sprog, engelsk, hvor man i ’business’ taler om fx ’knowledge management’.
På det nævnte årsmøde gjorde jeg en del ud, at filosoffer i de seneste årtier havde medvirket til at undergrave den traditionelle måde at tale om viden og videnskab på. Filosoffer beskæftiger sig traditionelt med begreber og begrebslige sammenhænge, nogen gange sågar med såkaldte filosofiske systemer, der er større tankemæssige sammenhænge, altså det man i videnskab ville kalde teorier. For filosoffer har det derfor været helt naturligt at betragte logisk sammenhæng – konsistens – som noget helt afgørende for både systemer og videnskabelige teorier. Hvordan man skulle forstå forholdet mellem sådanne teorier og resten af virkeligheden har derimod hele tiden været et emne, som har været genstand for filosofisk diskussion. Man kan dog sige, at filosofi traditionelt har været rationalistisk i den minimale forstand, at man har betragtet virkelighedens grundlæggende struktur og elementer som tilgængelige for menneskelig fornuft. Filosofien har altså gået ud fra, at man faktisk kan tænke sig frem til, hvordan virkeligheden grundlæggende hænger sammen.
Problemet nu er imidlertid, at mange af de moderne filosofiske tankegange kun har haft foragt overfor den filosofiske systembestræbelse, videnskabens dyrkelse af orden, og ofte sågar er kritiske overfor den nævnte rationalisme i det hele taget. Man afviser således typisk, at fornuften kan spille en så afgørende rolle. Fra forskellige vinkler har man kritiseret videnskab, systemtænkning og fornuftsdyrkelse som lukkende, totalitær, gammeldags, ufleksibel, eller hvad man nu ellers har sagt. Samlet har det betydet, at filosofien ikke længere formår – eller ønsker – at levere den traditionelle ideologiske opbakning til videnskab.
Sideløbende hermed har der været en strid mellem forskellige akademiske discipliner om, hvem der skulle anerkendes som den førende, når man diskuterer videnskab og viden. Filosoffer har længe siddet på dette felt, i det 20 århundrede især under overskriften ’videnskabsteori’. Under dække af denne overskrift har der imidlertid udviklet sig en række ’teorier om videnskab’, der har udfordret den filosofiske videnskabsteori. Videnskabsteori som universitetsdisciplin har dermed udviklet sig til en slagmark, hvor især historikere og sociologer har udfordret filosofien – og ofte med stort held. Ikke mindst pga. nævnte filosofiske strømninger. Selv den filosofi, der har forsøgt at fastholde en filosofisk opbakning til traditionelle videnskabelige dyder som konsistens og sandhed, har således været presset på deres egen hjemmebane.
I denne sammenhæng er det imidlertid også værd at nævne, at der i Danmark har været en meget aktiv lokal spiller, nemlig Dansk Industri, der med stor vedholdenhed har afsat ressourcer til at deltage i diskussioner om videnskab og forskning i de seneste årtier. Budskabet har været, at universiteterne har været lukkede, og at de skal åbne sig for samfundet. Samfundets rigdom afhænger af vækst i private virksomheder og derfor skal universiteter bidrage til teknologi og produktudvikling. Der er generelt ikke den store forskel på videnskab, forskning og teknologiudvikling. ’Videnskab’ forstås som ’at skabe viden’, og det er jo det samme som at ’producere’ viden. Det drejer sig i alle tilfælde om at producere viden, som enten selv kan sælges som vare eller kan hjælpe os med at producere andre varer, der som alle varer skal sælges på det internationale marked til gavn for først sælgeren og siden – siger man – hele samfundet.
Vidensproduktion er altså en måde at styrke Danmarks konkurrenceevne på. Den nuværende regering har i overensstemmelse hermed afsat stadig flere forskningsmidler til såkaldt ’strategisk forskning’, hvor erhvervslivets top fordeler millioner til hinanden, således at penge, der er kontoført som ’forskningsmidler’, i realiteten fungerer som erhvervsstøtte til netop store danske private virksomheders produkt og teknologiudvikling, og helt uden at EU kan kalde det konkurrenceforvridende – for det er jo forskning! Vores regering har jo en vis erfaring med kreativ bogføring, som nogen måske erindrer.
Nuvel, pointen er, at det nu er blevet almindeligt at tale om produktion af viden, altså at der produceres viden på universiteter, men at det sandelig ikke er det eneste sted, siges der ofte. Der produceres viden i virksomheder, i organisationer, ved almindelige undersøgelser, ja, i en hvilken som helst menneskelig praksis produceres der viden. Og viden er… ja, det er noget, der er i familie med data, informationer, kommunikation, altså noget mennesker kan have eller udvikle individuelt eller kollektivt. Og det forudsættes, at viden altid har praktisk værdi, altså at det kan bidrage til løsning af problemer.
Og når man taler om produktion i denne forstand, ja, så må man også tale om kvalitetssikring. Det gør f.eks. ophavsmanden til den berømte sondring mellem Modus 1 og Modus 2 viden, Michael Gibbons, og manden, som i høj grad har introduceret disse tankegange i Danmark, professor på DPU, LearningLabDenmark, Hans Siggaard Jensen, der fx nævnte Total Quality Management i onsdags på et seminar om universitetspædagogik. Kvalitetssikring i den industrielle og merkantile måde at snakke på, ja, det måles i forhold til, om det producerede virker efter hensigten. Viden er noget, der skal bidrage til løsningen af et problem, og derfor kan man vurdere viden på, om det faktisk bidrager til en løsning, som virker efter hensigten. Dvs. både problemet og vurderingen af kvalitet er eksterne i forhold til forskningen, nemlig defineret af dem, der stillede problemet – dvs. kvalitet er her konsument kvalitet, ikke producent kvalitet. Det er opdragsstiller eller aftageren, der vurderer, om den producerede viden er god, ikke det kollegiale fællesskab af videns producerende videnskabsmænd.
Hvad angår kvalitetssikring i traditionel videnskab, ja, så siger Gibbons blot at den sker internt efter videnskabens egne kriterier, og med Dansk Industris anklager om lukkethed – om at videnskaben skaber viden ikke blot for videns egen skyld, men for videnskabens, og dermed de enkelte videnskabsmænds egen skyld – ja, så er videnskabens egne kriterier mistænkelige. Det er imidlertid dem, jeg vil fremhæve her og fremhæve de kvaliteter, dette kvalitetssikringssystem har. Det er dette kvalitetssikringssystem, som har været anerkendt som ideelt i mange udgaver i århundreder i mange lande, og som i Danmark blev forsøgt realiseret med styrelsesloven af 1973. Men dette kvalitetssikringssystem har det danske folketingsflertal siden afskaffet over to omgange, nemlig først med universitetsloven af 1993 og sidst med universitetsloven af 2003.
Det er derfor, man i dag må understrege noget, der burde være helt selvfølgeligt, men altså ikke længere er det. Universitetet er således det sted, hvor den bedste viden skal skabes, diskuteres og kritiseres, og man kan derfor betragte den måde, som et universitet er struktureret på, som et bidrag til sikringen af videnskabelig kvalitet – for det er ved ansættelse på et universitet, ved titel af adjunkt, lektor, professor, at man får status til at udtale sig som videnskabsmand. Den personlige stræben efter en sådan status kan selvfølgelig betyde al mulig dramatisk, som det vises i en ny dansk film. Men det ændrer ikke på, at det er universitetet som videnskabelig institution, der i sin helhed yder det vigtigste bidrag til sikring af forskningen kvalitet. Kun hvis universitetet ansætter de rigtige forskere, sikres forskningens kvalitet, og problemet er, at efter universitetsloven af 2003, så er chancerne for dette forringet, fuldstændig som nævnte film viser. Kritikken af universitetsloven er altså, at den forringer forskningens kvalitet, ja, faktisk undergraver den fuldstændigt på lang sigt.
Ikke al viden er lige god, og viden kan være god på forskellige måder. Der er altså forskellige krav til, hvilken viden vi vil anerkende. Viden kan have forskellig gyldighed i forskellige sammenhænge, og det kan være passende at anerkende disse forskelligheder som helt rimelige. Fx kan man sige, at det for videnskabelig viden er vigtigt, at den kan holde længe og gælde bredt, sågar måske universelt. Der kan imidlertid også være viden, som kun skal holde kort og have lokal gyldighed. Viden i en erhvervsvirksomhed er vigtig, hvis man får den først og er den eneste der har den – for så har man en markedsfordel, dvs. man kan sælge noget, som de andre ikke kan. Det er det, man forstår ved ’innovation’ – at man udvikler noget viden til en vare, som kan sælges på markedet.
Men: En sådan lokal og kortvarig gyldighed kan ikke være kriterium for videnskabelig viden. Videnskab og forskning skal have en kvalitet, som er den bedst mulige efter alle mulige kriterier; den må ikke kun være god, fordi ingen andre har den. Den skal være god, selvom alle har den, ja, den skal være god, netop fordi alle har den – eller bør have den – og anser den for sand. Videnskaben er den samfundsmæssige institution, som er den sidste reference, hvad angår viden. Det er videnskab og forskning, der skal sortere vores viden. Derfor er der afgrundsdyb forskel på den private viden, som erhvervslivet efterspørger, og den offentlige viden, som videnskaben hylder. Og derfor er der forskel på, hvordan man måler dens kvalitet.
Når viden skal være universelt gyldig, så betyder det, at den skal kunne holde længe – og så betyder det mindre, hvor lang tid, det tager at afgøre – ideelt er den bedste viden eviggyldig og derfor betyder et år fra eller til ikke noget. Man kan derfor sagtens bruge tid på at ansætte de rigtige forskere, vurdere en artikel, bedømme en opgave og selv gøre en erkendelse, og det gør man i videnskabens traditionelle kvalitetssikringssystem. Og den vigtig pointe er, at det kun er fagfæller, der kan vurdere rimeligheden i den brugte tid og den trufne afgørelse på alle disse felter. Man kan altså ikke adskille ledelse med personaleansvar og videnskabelig kvalitetssikring.
Det er derfor, at det skal være bedømmelsesudvalg af videnskabsmænd, der bestemmer ansættelser; det er derfor universitetet skal være selvstyrende, for universitetet er sidste instans i vidensmæssig henseende, ligesom folketinget er det i politisk henseende. Der er ikke andre steder at gå hen for at få viden, der er sikker og sand, og når man nedbryder det videnskabelige selvstyre – når man lader eksterne bestyrelser ansætte ikke-videnskabelige ledere til at ansætte forskere – så varer det ikke længe, før man ikke har nogen videnskab, dvs. ingen viden, ingen forskning og kun en masse meninger, som ligeså godt kunne være et andet sted. Det er offentlige midler, der betaler videnskabelig forskning på universiteter, og med den nye universitetslov nedbrydes videnskaben som et offentligt tilgængeligt vidensreservoir og forvandles til erhvervsstøtte.
Dvs. det er ikke for vores egen skyld som videnskabsmænd, at vi skal have selvstyre, men fordi videnskaben ikke kan leve op til sin funktion uden selvstyre. Det var præcist det, som den amerikanske sociolog, Robert Merton tydeliggjorde alle i 1940’erne med sin angivelse af normen for videnskabligt arbejde, den såkaldte CUDOS norm. Videnskab skal styres af kommunisme, universalisme, uinteresserethed og organiseret skepsis – ellers fungerer den ikke som videnskab. Kvaliteten af videnskabelig viden kan kun vurderes af videnskabsmænd. Dvs. det er producenterne, der kan gennemskue kvaliteten, ikke opdragsstillere og aftagere – derfor må videnskaben styre sig selv.
0 comments:
Post a Comment