fra: Campus (Århus Universitet), nr. 1 (s. 14), d. 28. jan., 2008.
[http://www.au.dk/campus/avis/2008/campus-nr-1.pdf ]
Seks år som universitetsspøgelse
af Anne Chresteria Neutzsky-Wulff
Jeg har arbejdet 6 år som undervisningsassistent her på Aarhus
Universitet og er nu nået dertil, hvor jeg har været nødt til
at sige nej til at fortsætte. Jeg elsker mit arbejde. Jeg elsker at
undervise de studerende i mit fag. Jeg elsker at se dem tilegne
sig en viden, der er med til at danne dem som mennesker og
humanister.
Men jeg må indrømme, at det har været svært at holde til.
Følelsen af at være daglejer er ikke rar. Man har aldrig sikkerhed
for den næste ansættelsesperiode, og jeg kan ikke bruge
de mange år som undervisningsassistent på mit cv. Snarere er
det efterhånden begyndt at se mistænkeligt ud at sidde i den
samme karrieredræbende stilling i 6 år.
Hvert år har jeg hjulpet med at skaffe en god del af mit instituts
STÅ’er, fordi jeg underviser på – for mit lille fag – forholdsvis
store hold. Jeg har følt mig varmt modtaget i det nærkollegiale
miljø – til daglig var jeg lige så stor en del af undervisningen
på instituttet som de andre undervisere. Men administrativt og
overenskomstmæssigt set var jeg et spøgelse – en semestervis
besøgende underviser og derfor uden rettigheder – ingen pension
eller ret til barsel.
Jeg får ikke automatisk penge for at rette opgaver eller løn for
møder. Jeg får heller ikke løn for den indledende forberedelse
af semestrets undervisning – den er indregnet i de 1½ times
forberedelse, jeg får pr. afholdt undervisningstime. Men denne
faktor dækker ikke engang de timer, jeg bruger på den daglige
forberedelse. Jeg har aldrig i løbet af de 6 år været til en medarbejdersamtale.
Alle de fastansatte har, både VIP’er og TAP’er.
Men DVIP’er har åbenbart ikke ret til at blive hørt.
Hvert semester må jeg starte med et underskud på min konto
på omkring 15.000, fordi jeg først får løn 1½ måned inde i
semestret. Sådan er det at blive ansat forfra hvert eneste semester.
I sommerferierne er jeg arbejdsløs og nødt til at forlade
mig på dagpenge, hvis ikke jeg vil gå uden indtægt. For hvem vil
ansætte en person for 1 eller 2 måneder?
I den tredje verden ville vi kalde dette udnyttelse eller underbetaling,
ja måske ligefrem slaveri!
Jeg skriver ikke dette for at få luft for min bitterhed, men for
at skabe opmærksomhed omkring et stort problem på universiteterne.
Undervisningsassistenterne landet over står for en
stor del af universiteternes undervisning. I 2006 afholdt landets
15.000 undervisningsassistenter hele 2.164.000 timer (tal fra
indlæg i Universitetsavisen, KU, sept. 2007).
Vi har ofte utrolig god erfaring i netop at undervise og sørger
for at forny og udvikle vores undervisning, så vi når ind til de
studerende. Vi leverer god og professionel undervisning, og vi
arbejder hårdt.
Alt vores gratisarbejde viser, at vi er villige til at ofre noget
for vore fag. Hvorfor skal vi behandles så dårligt? Hvorfor lader
man bare stå til? Hvorfor er der ikke mere fokus på at gøre os
til en integreret del af undervisningsmiljøet administrativt og
overenskomstmæssigt set?
At universiteterne er klemt økonomisk, er ingen undskyldning
for at holde en stor gruppe ansatte på sultegrænsen, nægte
dem pension og andre rettigheder samt bevidst kalkulere med,
at de går på supplerende dagpenge. Det er ganske enkelt ikke en
værdig måde at være ansat på.
Jeg vil derfor gerne opfordre indtrængende til, at universiteterne
prøver at gøre noget ved situationen for de mange universitetsspøgelser,
der hver dag sørger for at holde undervisningen
kørende.
Og kære studerende, hvis I har undervisningsassistenter og
eksterne lektorer som undervisere og er glade for deres undervisning,
vil I så ikke være med til at lægge pres på universiteterne
for fastansættelse af sådanne dedikerede undervisere? Bedre
vilkår for underviserne betyder bedre undervisning.
Anne Chresteria Neutzsky-Wulff er tidligere undervisningsassistent ved Institut for Sprog, Litteratur og Kultur, Afd. for Klassisk og Romansk
***
[om billedet ovenfor: fra samme nummer af Campus, forestiller Hans-Jørgen Schanz foran sin jaguar V8. Flere billeder inde i bladet (red)]
***
0 comments:
Post a Comment