Information d. 26. juni, 2009 (Paradoks s. 28)
Krige kan også føre til noget godt
Éner. Det er de middelmådige, der ikke bryder sig om konkurrence som drivende kraft i et samfund, siger den første kvindelige modtager af EliteForsk-prisen Milena Penkowa i Informations serie om konkurrencens anatomi
af Mette-Line Thorup
Er et konkurrencemenneske en ener, der ikke har brug for sofahygge og søndagsture med familien? Eller er der bare ikke plads til børn og familie, hvis man vil yde sit ypperste?
Det er ikke så svært at svare på i Milena Penkowas tilfælde. Hun er en ener og ifølge hende selv indbegrebet af konkurrencementalitet. Som barn fandt hun på at arrangere løbekonkurrence over til skolen bare for at vise, at hun kunne komme først. Intet andet var interessant. Da elitesporten fik plads i hendes liv, rejste hun til udlandet for at deltage i EM i ridebanespringning. Derefter solgte hun alt, hest og rideudstyr, før hun rejste tilbage til Danmark.
Men der er heller ikke plads til børn og en kæreste, der ikke kan leve med, at man sjældent er hjemme, i Milena Penkowas liv. Forskellen i forhold til så mange andre er, at hun ikke ser det som et afsavn. Betyder det så også, at hun ikke kan se fællesskabet som en styrke? Det vender vi tilbage til.
Grunden til, at Information har opsøgt hjerneforskeren på hendes kontor på Panum Instituttet, er, at hun må være den rette til at se fordelene ved et samfund, hvor konkurrence er en drivende kraft, og hvor der satses på at fremme eliten. Sådan er det nemlig blevet i jantelovens land. Elite er ikke længere et fyord, og selv om konkurrencesamfundet ikke er opfundet af den borgerlige regering efter 2001, så sætter man formentlig i de kredse flueben ved denne mentalitetsændring hos de tidligere så lighedsorienterede danskere.
Den 36-årige forsker er selv et lysende eksempel på forandringen. Medierne er kommet til at elske historier som Milena Penkowas, hun er blevet interviewet til store portrætter i dagbladene og har optrådt i radioen. Da hun begyndte i skolen som femårig, kunne hun allerede læse. Der var ingen svinkeærinder på vejen til medicinstudiet, som hun gennemførte på normeret tid med topkarakterer som 25-årig. Hun var 28, da hun blev lektor på Panum Instituttet, Københavns Universitet, og fire år senere var hun leder af sin egen gruppe, der tæller 17 forskere.
Konkurrence var tabuMåske kan man nærmest tale om, at danskerne kan ånde lettet op over ikke længere at skulle lade som om, at vi alle er lige, og konkurrence ... det er skam ikke noget, vi skilter for meget med, for så sætter vi fingeren på, at nogen er bedre end andre.
»Hvis du for 10-15 år siden foreslog at lave offentlige ratings af, hvem der var elite her på Panum, ville folk have kaldt dig en fascist. Men konkurrencen var der jo alligevel. Der var den vildeste hype til eksamen om, hvem der klarede hvad. Der var bare ingen sproglig åbenhed om det,« siger Milena Penkowa. Det har ændret sig.
Penkowa fremhæver den nuværende regering og i høj grad videnskabsminister Helge Sander, som har indført elitetankegangen i uddannelsessystemet og selve eliteforskerbegrebet.
Noget den nye statsminister Lars Løkke Rasmussen gjorde til sin første markante politiske udmelding, da han sagde, at tankegangen skulle videreføres som en bred samfundsaccept af dét at være god til noget.
»Helge Sander har revolutioneret det akademiske miljø og den tidligere praksis med, at alle områder skulle have lige meget, uanset om de præsterede noget fantastisk, ved at skabe mere konkurrence om forskningsmidlerne,« siger Milena Penkowa, der i januar som den første kvinde i Danmark modtog videnskabsministerens EliteForsk-pris på 1,1 million kroner for at opdage proteinet metallothionein, der har evnen til at hæmme celledød og hjernesygdomme.
- Får man det bedste ud af folk, når de skal slås og konkurrere?»Ja, forudsat at der er fri konkurrence, og det er der ikke altid. Der kan være forskellige grader af nepotisme flere steder i systemet, og det er en mere voldsom konkurrence, for den har ikke åbne spilleregler. Så bliver det en del af gamet at lave benarbejdet ved siden af, så man finder ud af, hvad der kræves for at opnå det, man gerne vil.«
Men uanset om man er barn af rektor eller dekanen, er det stadig den samme vej i det samme transportmiddel, mener Milena Penkowa, der selv er ud af en meget akademisk familie, men inden for andre videnskabelige grene, så hendes forældre har ikke kunnet hjælpe hende med et netværk inden for den medicinske forskning.
»Inden for lægevidenskaben er det også sådan, at dygtighed overruler alt andet i sidste ende. Hvis du er en klamphugger, så bliver du afskrevet uanset dit efternavn. Hvis du kommer helt ude fra og er ekstremt dygtig, så er du inde. Inden for læge- og naturvidenskab er der ikke den samme afhængighed af personlig smag, som hvis man er inden for kunst eller litteratur, og meget andet af det, der foregår ude på KUA (det humanistiske fakultet på Københavns Universitet, red.) Det må være et helvede ikke at kende bedømmelseskriterierne.«
- Vælger man naturvidenskaben, fordi man godt kan leve med at blive målt og vejet?»Ja, det tror jeg, og det hænger sammen med dine evner. Hvis man kan lide at blive målt og vejet, så er det, fordi man ved, at man kan tåle at blive målt og vejet. Hvis du ikke kan finde ud af det, vil du helst undgå det,« konstaterer Milena Penkowa, der naturligvis anerkender forekomsten af brilliante tænkere inden for humaniora. Men samtidig mener hun, at mennesker med evner til at drive det vidt tiltrækkes af den naturvidenskabelige resultatorientering.
»Det er jo en klassisk akademisk fejde, og dem i den anden lejr vil jo tænke, hvor forfærdeligt med et så reduktionistisk livssyn,« siger hun og afslører med et grin, at hun ikke har det fjerneste problem med sit verdensbillede, og hvad andre tænker om det.
StammesamfundetMen spørgsmålet er så, om den danske mentalitet, trods forandringerne, egner sig til konkurrencesamfundet, hvor der måles og vejes og offentliggøres resultater og evalueringer i hidtil uset omfang?
»Nej, slet ikke,« siger Penkowa med et bestemt blik. »Vi er et stammesamfund, og det har en masse fordele; der er nok ikke nogen større fan af Danmark end jeg. Men lige på det område har vi en lighedstanke, som nok er smuk på mange måder, den gør bare, at man ikke har måttet skille sig ud, fordi vi jo alle sammen er i den samme stamme og skal have lige adgang til totempælen.«
Et eksempel på ligemageriet er intelligensbegrebet, mener Penkowa. Det var tidligere klart defineret som løsning af nogle meget konkrete opgaver inden for rummelig, matematisk og sproglig forståelse, ordforråd, analytisk tankegang og visuelle evner. I dag er det defineret som mange forskellige former for intelligenser, den sociale eller den kreative, som efter hjerneforskerens opfattelse ikke har noget med intelligens at gøre.
»Det handler jo kun om, at vi alle sammen skal have en intelligens. Der er ikke nogen, der skal have en, som nogle andre ikke kan få, derfor må vi opfinde nogle. Alle skal have lige adgang inden for stammen, og derfor ligger det ikke til den danske natur at lave ratings, der gør, at man kan tale om en elite, en talentmasse og et vækstlag, og så den brede masse.«
»Indstillingen er ganske vist ved at ændre sig, og elite er ikke længere et fyord. Det, man bare skal passe på, er, at det ikke går med elitebegrebet, som det gik med intelligensbegrebet; at så skal alle pludselig være en elite.«
- Hvad er problemet med det?»Hvis vi ikke har et elitebegreb, der viser, at der er forskel, kan vi ikke forholde os til eliten. Men det vil jo ikke ændre ved, at der faktisk stadig er en elite og en bred masse, vi kan så bare ikke identificere den og udnytte den. Det er jo ikke sådan, at alle ikke må være elite. Det ville da være fantastisk hvis dét forekom, men virkeligheden er bare anderledes. Der findes eksempelvis nogle få stjernegode lærere i folkeskolen, men resten er det modsatte. Der er bare ingen ude fra, der kan identificere de få stjerner.«
»Derfor skal eliten fungere som et forbillede for de andre, og især for dem, der f.eks. ikke har akademikerforældre til at inspirere sig. Men vi er alt for slappe til at bryde den negative sociale arv i Danmark.«
Alle på nær én af de specialestuderende, der er kommet igennem Milena Penkowas afdeling, har fået topkarakteren 12.
- Vil der ikke altid være nogle, der er dårligere end andre og som i et meget konkurrencepræget samfund vil lide nederlag på nederlag?»Så er kunsten for en lærer eller vejleder at motivere, så man kan se det som et mål at blive lige så god som de andre. Det kan alle dybest set. Jeg synes også, det er vigtigt at fremhæve den dygtige lærer frem for andre. Det handler om at få de andre til at tænke, at det kunne være dem, der fik den ros næste år.«
Krige og personangrebMed en kometkarriere inden for dansk lægevidenskab har Milena Penkowa taget fra andre, hvad de mente var deres hævdvundne ret. Det har udløst krige, som hun ikke har lyst til at kommentere for meget, fordi hun mener, det er en lille del af den forskningsverden, hun elsker og betragter som en stor legeplads.
En af Milena Penkowas krige er foregået med en mand, hun har kendt, siden hun var ung, og som hun var gift med i fire år. Da de skiltes, krævede han at få del i det økonomiske afkast, hendes forskningsresultater kan give i fremtiden.
»Da en ældre kollega i starten af min forskerkarriere gav mig det råd, at jeg skulle få en advokat, tænkte jeg, at det var langt ude. Men det skulle vise sig, at jeg skulle blive storforbruger af københavnske advokater,« siger Milena Penkowa og griner selv højlydt af ironien.
»Jeg kan gå til videnskabelige møder eller bestyrelsesmøder, hvor den kollega sidder, jeg faktuelt er i krig med blandt de seks andre, der er der. Der må man være professionel, og det kommer aldrig op til overfladen, men begge ved, at det kører for fulde skrald. Jeg har ikke konkret siddet over for nogle kolleger i retten, men det regner jeg med at komme til.«
Konkurrencens bagside er en uskøn krig om forskningsmidler, patenter og prestige, forsøg på at tage æren for andres forskningsresultater er i den milde ende.
»Kreativiteten er langt større, også hvad angår personangreb. Det handler om at eliminere hinanden, og det er pisseligegyldigt hvordan. Det er det, der gør det tilstrækkeligt grimt til, at man kan tale om en krig. Men det er en del af gamet. Og for hver krig, man vinder, bliver det lidt nemmere at tage den næste. Det er også lidt nemmere, når ens advokat har prøvet det før, og ved hvem de forskellige spillere er,« siger Milena Penkowa, der ikke kan uddybe nærmere, hvad personangrebene går ud på.
Patenter på ny medicin kan være en guldgrube. Derfor samarbejder man heller ikke bare med sine nærmeste. Man vinder over dem. Eller taber. Det sidste er ikke sket for Milena Penkowa endnu.
»Det er også en konkurrence at være i krig, og hvis du kan tåle det, og det kan jeg, så fint. Jeg troede i starten, at man kunne undgå det. Det kan man også, hvis man kører lav profil, men så slår man heller ikke rigtig igennem. Det er enten eller. Jeg kunne ikke drømme om selv at starte en krig. Det er ubegavet og selvudstillende i sidste ende, for enhver kan se, hvorfor den krig blev startet. Men når folk gør det, er man nødt til at forsvare sig.«
Og så viser man aldrig sine konkurrenter, hvor man er sårbar. Det har Milena Penkowa gjort til sit princip i en verden, hvor jungleloven hersker. Hvis der sidder en dolk et eller andet sted, er der ingen grund til at vise det til andre, for de vil dreje den rundt en ekstra gang.
- Jeg kunne vel også gå rundt på gangene her og finde folk, der siger, at det er dig, der er problemet? »Du kan sagtens finde nogle, jeg ikke er gode venner med, ellers ville jeg blive pænt ked af det, for hvis man er gode venner med alle, er det fordi man ikke har været fremme og få opmærksomhed for noget som helst. Dem der ikke har generet nogen, har ikke lavet noget forskning af betydning,« siger Milena Penkowa.
»I virkeligheden er det helt eksistentielt. Folk vil det så meget, at for dem ligger hele eksistensen i forskningen, også uden for murene. Vi er her ikke for lønnen, firmafryns eller kantinen, men fordi det er en vidunderlig legeplads, og man finder ikke samme frihed og udfoldelsesmuligheder andre steder.«
FællesskabetKonkurrencementaliteten har også betydet, at Milena Penkowa ikke så sin storesøster i en årrække. De dyrkede begge eliteidræt, da de var yngre, og det var én lang kamp om rampelyset og opmærksomheden.
»Alle omkring mig inklusiv mine forældre syntes, at det var en drastisk måde at løse den konflikt på, for det endte faktisk med at være syv år, hvor vi ikke talte med hinanden. Set i bakspejlet var det det, der skulle til. I dag har vi det helt perfekt med hinanden og har lagt fortiden bag os.«
Milena Penkowa har taget sin mors bulgarske efternavn, og droppet det danske Pedersen, som hun havde fra sin far.
»Jeg har meget mere tilfælles med min bulgarske familie. Det bulgarske samfund er et samfund af individualister, hvor Danmark er et samfund, der bygger på foreningsliv og fællesskab. Når Bulgarien får medajler ved OL, er det aldrig i holdsport, altid i en individuel sport. Det er et meget handlekraftigt folk. Det er fascinerende, men de er også et af de fattigste lande i EU, men hvis de kunne styre det drive, der er i befolkningen, kunne de nå meget længere.«
- Det Danmark, du beskriver, der bygger på andelstanken, velfærdsstat og stammefællesskab, har også gjort landet til et af de rigeste og mest lige samfund i verden? »Bestemt, jeg kunne ikke tænke mig at bo nogen andre steder end i Danmark. Den fællesskabsorienterede mentalitet er meget meget positivt, og det er kun i nogle få situationer, det bliver for meget. Og det fællesskabsorienterede skal være på plads, før man egentlig kan begynde at tale om at konkurrere individuelt. Hvis det bare er rendyrket, individuel konkurrence, så har du et amerikansk samfund, hvor det er svært at få arbejdsro, fordi konkurrencen er gået over i den rene korruption eller anarki. Man bryder ind hos hinanden og afbryder strømmen, så forskningsresultater går tabt, og man er nødt til at have vagter uden for laboratorierne.«
- Risikerer vi at ødelægge fællesskabet ved at droppe lighedstanken og indføre mere konkurrence?»Ja, det er en risiko. Igen kan man bruge et eksempel fra forskningsverdenen, hvor man har fjernet en stor del af de frie basismidler til forskning. Når man blev ansat før i tiden på et universitet, var man sikker på at man skulle forske, men sådan er det ikke mere. Lige nu bliver der kun hældt rigtig mange penge efter bestemte forskningsområder, og så forsvinder vækstlaget på længere sigt. Hvis man spørger folk på gaden i dag, om vi har private universiteter, så ville de svare nej. Men det er realiteten. Virksomhederne betaler sig ind på universiteterne og får lavet den forskning, der er interessant for dem.«
Men indtil videre er det ikke noget, der har forhindret Milena Penkowa i at lave de opfindelser, der i over ti tilfælde kan føre til helbredelse af syge hjerner.
Siden journalisten kom ind ad døren, har der ligget en halvt åben konvolut på skrivebordet. Og det er imponerende, at hjerneforskeren har kunne udsætte et blik ned i den vatterede indpakning under et timer langt interview. Men som hun siger, hvis bare én læser interviewet og får lyst til at forske, så er det lykkedes at motivere et måske kommende stortalent til at søge ind på verdens bedste legeplads.
Nu tager hun vævsprøverne frem, der stammer fra et forsøg med patienter, og som engang kan vise, om hendes protein virkelig kan kontrollere celledød.
Når journalisten er gået, er der ingen tvivl om, at Milena Penkowa stryger hen til mikroskopet. Man kan vælge at lade noget ligge, der kan føre til helbredelse af dødeligt syge mennesker, fordi man er bange for at udfordre andre, eller man kan gå i krig. Krige kan også føre til noget godt.
mlt @ information . dk
